26. jun. 2022
Af Stine Schou

Sofie Gråbøl om at blive mor: Det var jeg bange for

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/dsc_0230.jpg
Foto: Birger Storm
I "Dag og Nat" hjælper Sofie Gåbøl børn til verden som jordmoderen Ella. Da skuespilleren selv blev mor, oplevede hun, hvordan hendes frygt ikke havde hold i virkeligheden.

Sofie Gråbøl, 53, spiller hovedrollen i TV 2-serien "Dag og Nat". Her spiller hun jordmoderen Ella, der bliver gravid og derfor står overfor moderskabet.

https://imgix.billedbladet.dk/20180201_tsl_jesper_hoevring-show_0012.jpg
Sofie Gråbøl sammen med datteren, Gudrun, til Copnehagen Fashion Week (2018).
Foto: Thomas Laursen

Selv havde Sofie Gråbøl ikke travlt med at blive mor. Hun var bange for, at hun ville blive afskåret fra ting, at hendes verden ville blive mindre. Det fortæller hun i et interview med Alt for Damerne. Da hendes kæreste, som er far til hendes to børn, dengang sagde, han var klar til at stifte familie, var hun simpelthen bange for, at hendes arbejdsliv ville stoppe. Det skete som bekendt ikke. Sofie Gråbøl oplevede derimod, at hendes kreativitet blev forstærket.

- Jeg tror først og fremmest, at det handlede om, at jeg opdagede nogle nye kræfter i mig selv. Der er nogle ressourcer, der vågner, som man simpelthen ikke er klar over, at man har. Det er helt instinktivt. Jeg opdagede, at det nærvær, mit barn krævede, faktisk ikke var på bekostning af det nærvær, mit arbejde krævede. Der kom selvfølgelig ikke flere timer i døgnet, og den nattesøvn jeg pludselig manglede, kostede kræfter. Men jeg oplevede mit arbejde med samme intensitet som før, bare indenfor mere definerede rammer, fortæller hun til ugebladet.

Sofie Gråbøl blev mor første gang i 2000, da hun fik sønnen Bror og i 2004 fulgte datteren Gudrun. Begge børn har hun med filminstruktøren Jacob Thuesen, som hun mødte i 1993. Parret blev skilt i 2006.

Læs mere om: