Prins Felix om svær tid: Rart at man ikke stod alene
For både prins Felix og prins Nikolai blev overgangen fra livet som ung studerende til et voksenliv i lidt mere rå rammer præget af mødet med militæret.
For Felix og Nikolai blev oplevelsen som rekrut ikke det, de havde håbet på, og begge måtte opgive drømmen om at blive soldat.
– Det var spændende. Det var en helt ny verden. Man finder måske ud af, at det ikke helt er det, man vil, men man har jo stadig den dybeste respekt for dem, der gør det, og dem, der vil det. Selv i den korte tid jeg var der, følte jeg alligevel, at jeg lærte noget af at være der, siger prins Felix til BILLED-BLADET i det store interview fra tidligere på sommeren.
Felix kunne mærke støtten
Efter Felix besluttede sig for at stoppe i militæret fik han stor støtte fra den nærmeste familie, og for prins Felix var det rart ikke at stå alene med den store beslutning og de nye udfordringer.
– Man fik mod af den støtte, vores mor offentligt gav udtryk for. Man turde ligesom stå frem. Det var hende, der sagde, at man godt kunne gøre det, lyder det fra prins Felix, der også oplevede prins Nikolai som en kæmpe støtte.
Talte meget med Nikolai
Netop Nikolai havde jo et par år forinden stået i den helt samme situation som sin lillebror.
– Vi talte selvfølgelig sammen om, hvordan det gik til, da det var ham, og hvordan jeg skulle tackle det. Så det var selvfølgelig dejligt at have min bror til at kunne hjælpe mig gennem det, siger prins Felix i BILLED-BLADET-interviewet.