Godt nyt fra kongehuset: Her er de kongelige deltagere til sommerfest ved Gråsten Slot
Så er der godt nyt fra kongehuset, der via den officielle kalender med programpunkter med kongelig deltagelse melder følgende ud i dag:
Kronprinsfamilien modtager Gråsten Ringriderforenings optog ved Gråsten Slot klokken 12.00 på søndag.
Mary og Frederik og børnene tager imod
Gråsten Ringridning finder sted hvert år den tredje weekend i juli og er en fest, der strækker sig over flere dage med en række arrangementer i byen.
Gråsten Ringriderforenings optog består af cirka 300 ryttere og mere end 100 på cykler, som alle lægger vejen forbi Gråsten Slot.
Ved den særlige sommerfest ved slottet kan vi ifølge planen glæde os til at se kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt børnene prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine.
Vi sender live fra Gråsten
BILLED-BLADET er naturligvis i Gråsten for at dække den store sommerbegivenhed, og du kan glæde dig til at følge det hele live lige her på Danmarks Royale Website fra klokken lidt i 12.00 søndag den 17. juli.