Jonas Vingegaard drømmer om bryllup og flere børn
Jonas Vingegaard har herhjemme været de seneste ugers absolutte hovedperson.
Det fik han i den grad også selv at mærke, da han onsdag landede hjemme i Danmark og blev hyldet af flere tusinde danskere – først på Rådhuspladsen og senere i Tivoli.
Store drømme
Med på den store festdag var naturligvis kæresten Trine og datteren Frida, som også har været med ham rundt i Frankrig under hele årets Tour de France.
Jonas Vingegaard har knap nok endnu forstået, at han har vundet verdens største cykelløb, men han lægger ikke skjul på, at han drømmer om at vinde det igen.
På den private front har den 25-årige cykelhelt dog også store drømme:
- I fremtiden have flere børn og på et eller andet tidspunkt også giftes, fortalte Jonas Vingegaard under dagens fejring på rådhuset.
Jonas og Trine er forældre til lille Frida, som fylder to år til september. Parret bor i Glyngøre i Nordvestjylland, og står det til Jonas, kommer der måske flere børn på adressen i fremtiden.