Lars Hjortshøj får fornem værtsrolle
31. august uddeles hele Danmarks filmpris, Svend-prisen, i Krøyers Have i Svendborg.
Her får publikum og de nominerede fornøjelsen af at hylde de største biograf- og TV-oplevelser med stand-up komiker, tv-vært m.v. Lars Hjortshøj i værtsrollen.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Publikum bestemmer
Det er som altid op til publikum at afgøre, hvem der skal løbe med de eftertragtede priser.
Afstemningen er åben til den 25. august.
Det er 18. gang, prisen uddeles, og der skal findes hele 12 vindere ved den store aften, hvor film, tv-serier, skuespillere og instruktører fra det forgangne film- og serie-år skal hyldes.
Et altid populært og festligt arrangement, som det ses på fotoet fra en tidligere prisuddeling, hvor skuepillerne Nikolaj Lie Kaas og Lars Brygmann ses i forgrunden.
En kæmpe ære
Som vært ved SVEND 22 ser Lars Hjortshøj frem til at hylde de bedste præstationer fra det seneste års film og tv-serier.
”SVEND Prisen har med årerne udviklet sig til at være en sand folkefest, hvor branchen møder dem, de laver filmene for - nemlig publikum.
Det, synes jeg, er en smuk tradition.
Det er kæmpestor ære for mig med tjansen som vært”, fortæller Lars Hjortshøj i pressemeddelelsen
De nominerede
De nominerede til SVEND 22 tæller de seneste 12 måneders mest populære biograffilm og tv-serier.
Her har både erfarne filmfolk og lovende talenter imponeret og vakt interesse i film som Anders Refns ” De forbandede år.”
Charlotte Sielings ”Margrethe den første”, hvor Trine Dyrholm spiller titelrollen.
Niels Arden Oplevs ”Rose” er også nomineret.
Alle tre film har fået flere nomineringer ved årets prisuddeling.
Valgt udfra billetsalg
De 10 nominerede danske film er valgt ud fra antal solgte billetter i perioden 1. juli 2021 til 30. juni 2022.
Derudover er skuespilpræstationer fra de 10 film nomineret, mens de nominerede i kategorien Årets danske skuespiller i en TV-dramaserie er valgt blandt de fem mest sete serier.
Det er op til publikum, hvem der skal løbe med årets SVEND priser.
Lars Mikkelsen hyldes
Ved prisuddelingen hyldes Lars Mikkelsen med hæderspris.
Du kan læse mere og afgive din stemme på svendfilmfest.dk