Matilde Kimer udvist af Rusland
10 år.
Så længe skal DR's Matilde Kimer holde sig væk fra Rusland.
Hun har dækket landet og særligt krigen med Ukraine for kanalen, men nu må hun først vende tilbage i 2032.
Det skriver dr.dk.
Matilde Kimer: Jeg blev ked af det
Da hun mandag morgen ankom til lufthavnen i Moskva, blev hun bedt om at følge med af en lufthavnsmedarbejder.
På et kontor fik hun et dokument stukket i hånden, hvor der stod, at hun er nægtet indrejse i den russiske føderation "af sikkerheds- og forsvarsmæssige hensyn", og derfor skulle deporteres med det samme.
– Min første reaktion var at jeg blev pissevred. Og da jeg så var kølet lidt ned, blev jeg også ked af det, fordi jeg tænkte på alle de gode oplevelser, jeg har haft i Rusland, fortæller hun i artiklen.
Det er den russiske sikkerhedstjeneste, FSB, der har truffet beslutningen.
Ingen forklaring
Matilde Kimer har ikke fået en forklaring på beslutningen.
– Det kan skyldes, at jeg har konsekvent har kaldt krigen for en krig, som er ulovligt i Rusland. Eller fordi jeg har rejst meget i Ukraine og rejst meget i grænseområderne på den russiske side, siger hun.
DR er et af mange medier, der er blevet udelukket fra landet, og kanalen har uden held bedt om en forklaring.
Matilde Kimer selv håber på, hun vender tilbage inden 2032.