Her er alt, du skal vide om Silas Holsts kommende mand
Silas Holst har siden 2018 været kæreste med den tre år yngre Nicolai Schwartz, og lørdag den 6. august siger de ”ja” til hinanden ved et romantisk bryllup under åben himmel.
Den 39-årige ”Vild med dans”-stjerne fik allerede øjnene op for Nicolai Schwartz tilbage i 2010.
Dengang sad Silas Holst nemlig foran tv-skærmen og så den flotte fyr i TV3-programmet ”Paradise Hotel”.
Nicolai Schwartz deltog i sjette sæson af realityprogrammet i 2010. Det var sammen med blandt andre Amalie Szigethy, Ulven-Peter og Kasper Skak, som netop har medvirket i ”Bachelor” på TV 2 Play.
Mødtes efter Paradise
Kort efter, at Nicolai Schwartz var kommet hjem fra ”Paradise Hotel” i Mexico, mødte han pludselig Silas Holst på Strøget i København en sommermorgen på vej hjem fra byen.
De to fyre faldt i snak og brugte en sommer på at date, men derefter gik de hver til sit.
I de efterfølgende år så man ofte Nicolai Schwartz på den røde løber i selskab med kendisfrisøren Dennis Knudsen.
Arbejder i lufthavnen
I 2018 mødte Silas Holst og Nicolai Schwartz tilfældigvis hinanden igen, kærligheden blomstrede, og de har været sammen lige siden.
De blev forlovet i november 2021, hvor Nicolai friede til Silas og fik et stort ”ja”, og nu skal de giftes.
Nicolai Schwartz har for længst lagt sin reality-fortid bag sig, og i dag arbejder han i Københavns lufthavn.
Han er ansat hos Menzies Aviation i lufthavnen, og derudover er han blevet ambassadør for flyselskabet Norwegian.