Pusle har stadig kæmpe fans: De får mig tatoveret
Lille Pusle tager sutten ud og munden og skriger: "Har du husket at lufte hundene?" så højt, at onkel Erik (spillet af Axel Strøbye) er nær ved at falde ned af trappen.
Det er 56 år siden, den første "Min søsters børn"-film så dagens lys, men den er bestemt ikke glemt.
På sin Instagram-profil deler Pusle, der fylder 60 år på fredag, billeder af tatoveringer, dedikerede fans har fået lavet.
Skrevet med Pusles håndskrift
Den ene tatovering er netop citatet "Har du husket at lufte hundene?".
Endda med Pusles egen håndskrift.
Den permanente kropsudsmykning sidder på benet af Oliver Hunyadi, der fik den i 19-års fødselsdagsgave af sin kusine, der har arbejdet med Pusle og derfor kunne spørge hende, om hun ville skrive den ned med sin egen håndskrift.
– Jeg altid har været stor fan af "Min søsters børn" og især Pusle. Jeg kan virkelig mange af hendes replikker, og jeg griner, hver gang jeg ser dem, siger Oliver til BILLED-BLADET.
Pusle: Det er hyggeligt
En anden tatovering, Pusle har delt et billede af, er af hende selv fra filmplakaten til "Min søsters børn vælter byen".
Men i stedet for den talisman, lille Pusle får af onkel Erik i fødselsdagsgave, har hun i stedet en slikkepind i hånden.
Tatoveringen sidder på en kvinde, der tydeligvis også er fan af den tidligere barnestjerne.
– Tænk sig, at nogen går rundt med mig! Det er hyggeligt, at jeg hos unge mennesker stadig betyder noget, siger Pusle.
Pusles 12 tatoveringer
Selv har hun 12 små tatoveringer, der pryder kroppen – ingen af dem motiver fra "Min søsters børn", dog.
– De betyder alle noget for mig. Oftest har jeg fået dem lavet i forbindelse med noget, jeg har været ked af. “What doesn’t kill you makes you stronger” fik jeg, fordi jeg har været meget igennem. Jeg har også fået tatoveret "Love is just a word until someone gives it meaning". Og et kors. Jeg har også en delfin og en med mine børns initialer – den har jeg dog fået lavet i glæde, fortæller Pusle.