Ny dommer i Vild med dans: Her kender du Sonny Fredie-Pedersen fra
Sonny Fredie-Pedersen skifter Hollywood ud med København, når han til september bliver ny dommer i ”Vild med dans”.
Den 35-årige professionelle danser erstatter 80-årige Britt Bendixen, som sidste år lagde dommertjansen på hylden.
Selv om Sonny Fredie-Pedersen bliver den yngste dommer i panelet, så har han en stor danseerfaring.
Han har danset, siden han var barn, og måske husker du ham som barnestjerne i DR-dokumentarserien ”Ingen slinger i valsen” fra 1998.
Dengang var Sonny Fredie-Pedersen blot 11 år gammel, og seerne kunne følge ham og dansepartneren Jeanne, mens de trænede til et verdensmesterskab.
Dommer sammen med Silas
Sonny Fredie-Pedersen er født ind i en dansefamilie. Hans forældre er Søs og Mickey Fredie-Pedersen, som har en danseskole på Amager, og hans storesøster, Gigi, underviser i dans.
Han har boet i udlandet i mange år, men i 2020 brugte han også efteråret på at lave tv i Danmark.
For to år siden var Sonny Fredie-Pedersen nemlig dommer i TV 2-programmet ”Den vildeste danser” sammen med Silas Holst og Mille Gori.
Sonny Fredie-Pedersen har boet i Los Angeles siden 2009, hvor han driver danseskolen International Dance Academy, arbejder som koreograf og udgiver sin egen musik.