Dansk stjerne spiller John F. Kennedy i ny storfilm
Fire.
Så mange gange har danske Caspar Phillipson, 51, spillet den amerikanske præsident John F. Kennedy i store, udenlandske produktioner.
Til september kan man opleve ham i Netflix-produktionen "Blonde" om Marilyn Monroe.
– Den er baseret på en bog om Marylin Monroe og alle de forfærdelige ting, hun var igennem. Og der er en vis præsident, der optræder i den bog … fortæller han til BILLED-BLADET.
Caspar Phillipson er The President
I filmen bliver han dog ikke omtalt ved navn, kun som The President, ligesom at det blonde ikons eksmand Joe DiMaggio bliver omtalt som Eksatleten.
Arthur Miller, der også var gift med skuespillerinden, bliver simpelt kaldt Forfatteren.
Caspar Phillipson: Han er fuld af lys og fuld af skygge
Caspar elsker at spille præsidenten:
– Det er fantastisk! Jeg har spillet ham på fire internationale produktioner, og det er virkelig en gave. Han er så spændende og fuld af lys og fuld af skygge …
Det var en amerikansk instruktør, der engang sagde til skuespilleren, at han en dag skulle spille en Kennedy – ligheden var slående.
– Jeg kunne ikke rigtig se det – og det kan jeg faktisk stadig ikke. Man ser sig selv på en anden måde i spejlet. Men jeg kiggede lidt på, hvordan han talte og forberedte mig i tilfælde af, at muligheden ville dukke op. Jeg tænkte, jeg måske skulle spille JFK på britisk teater en dag … Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle være i storfilm! siger han.