Kronprinsesse Marie-Chantal deler skønt sommerbillede af alle børnene og deres kærester
Det er en ordentlig børneflok, kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal har skabt sammen.
Fem skønne børn – Maria-Olympia, 26, Konstantin-Alexios (kaldet Tino), 23, Achileas Andreas (kaldet Achi), 22, Odysseas Kimon, 17, og Aristedes Stavros på 13 – er det blevet til, og de stolte forældre tager gerne alle børnene med på rejser.
Nu er børnene blevet så store, at de har fået kærester, og de har i hvert fald denne sommer også været med på rejse med kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal.
På sin Instagramprofil har kronprinsesse Marie-Chantal delt et skønt billede af alle børnene med kærester.
Til billedet skriver Marie-Chantal ”Sommer 2022” med et græsk flag og et hjerte, så turen er nok gået til Pavlos’ hjemland Grækenland, hvor hans forældre kong Konstantin og dronning Anne-Marie bor.
Fra venstre ses Maria-Olympias kæreste Peregrine Pearson, Aristedes Stavros, Odysseas Kimon, Achi, Achis kæreste Isabella Massenet, Maria-Olympia og yderst til højre ses Tino.
Om de to kvinder til venstre for Tino også er kærester eller måske blot nogle gode venner, er ikke meldt ud.
Den 1. juli havde kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantal 27-års bryllupsdag. På Instagram delte Pavlos dette skønne billede for at hylde kærligheden mellem dem.
Familien bor til daglig i New York, hvor kronprinsesse Marie-Chantal bl.a. arbejder med sit børnetøjmærke www.mariechantal.com.