Vild med dans-ekspert er overrasket: Det fik mig virkelig til at spærre øjnene op!
Nu er årets 10 ”Vild med dans”-par endelig afsløret, og fans af TV 2’s populære danseprogram kan godt begynde at glæde sig!
Ifølge BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg venter der nemlig en sæson, hvor TV 2 virkelig har rystet posen, og hvor der er mange overraskelser!
- Der er flere ting, der virkelig har fået mig til at spærre øjnene op, og som overrasker mig meget. For eksempel er jeg overrasket over, at TV 2 har valgt at tage to helt nye herredansere ind, nemlig Eugen Miu og Damian Czarnecki, så der dermed ikke er plads til mere erfarne ”Vild med dans”-dansere som Mads Vad og Martin Parnov Reichardt, siger Lone Vandborg, ligesom der heller ikke er blevet plads til Mille Funk blandt årets professionelle dansere.
Ifølge ”Vild med dans”-eksperten vidner det om, at TV 2 virkelig har villet skabe fornyelse i den nye ”Vild med dans”-sæson – og det gør valget af den nye dommer Sonny Fredie-Pedersen også!
- Efter Britt Bendixen valgte at forlade dommerpanelet efter sidste sæson, ville det nemmeste have været bare at fortsætte den tidligere stil med et dommerpanel på fire. Derfor overrasker det mig, at der alligevel kommer en femte dommer i år – og ovenikøbet et virkelig friskt pust i form af Sonny Fredie-Pedersen.
Lone Vandborg mener, at han vil tilføre noget helt nyt til dommerbordet:
- Med sin baggrund i Hollywood og showdance vil han nok kigge på dansen med lidt andre øjne end de helt klassiske dansebriller.
Også i deres valg af nydansere prøver TV 2 noget helt nyt i år. For første gang nogensinde er der nemlig en para-atlet med i år, nemlig Daniel Wagner, der skal danse med Asta Björk.
- Det bliver spændende at se en para-atlet i ”Vild med dans” for første gang, og så får han endda den regerende mester Asta som sin dansepartner, som er supergod til at lave koreografi til sine partnere. De bliver et meget spændende par at følge, og det bliver interessant at se, hvilke variationer de kan lave sammen, siger BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert.
Lone Vandborg er også overrasket over TV 2’s valg af vært, der er faldet på Martin Johannes Larsen.
- Martin Johannes Larsen er jo et forholdsvis ubeskrevet blad rent værtsmæssigt, og de fleste havde nok gættet på en mere klassisk vært a la Mikkel Kryger eller Morten Ankerdal. Men det bliver så spændende at følge Martin Johannes Larsen og hans parløb med den erfarne ”Vild med dans”-vært Sarah Grünewald, siger ”Vild med dans”-eksperten, som mener, at vi i det hele taget har en god ”Vild med dans”-sæson i vente.
”Vild med dans” får premiere på TV 2 fredag 9. september klokken 20.00.