Puk Elgård i tårer: Kom til skade på tv
Det gik ikke helt efter planen, da Puk Elgård kastede sig ud i at renovere familiens hjem i det nye tv-program ”Puk bygger om – med kærlighed og knofedt”.
I det første afsnit, som blev sendt på TV 2 Fri tirsdag aften, kom tv-værten nemlig til skade.
Puk Elgård havde netop sagt farvel til sin kæreste, Lothar, som skulle på en ekspedition til Afrika, da hun sammen med en veninde gik i gang med at rive en væg ned i kælderen.
Kort efter udbrød den 54-årige tv-vært, at hun havde fået sin lillefinger i klemme.
- Jeg kan slet ikke mærke min ene finger, konstaterede en nervøs Puk og tilføjede: - Jeg mister min negl der.
Hjulpet af vennerne
Puk Elgård ringede straks til en veninde, som er læge, og hun beroligede hende med, at alt var ok.
Faktisk var veninden og hendes kæreste så søde, at de tilbød at komme og hjælpe med det hårde nedrivningsarbejde i huset – og det fik tårerne til at trille.
- Det er slet ikke på grund af fingeren, det er bare det, at man har så mange gode mennesker i sit netværk. Jeg tuder allerede den første dag, for jeg er normalt så dårlig til at bede om hjælp, lød det fra en rørt Puk Elgård, som indskød med et grin:
- Der er fem uger endnu minus en dag, og jeg har allerede fået en skade, tudet og ringet efter mine venner!
”Puk bygger om – med kærlighed og knofedt” sendes hver tirsdag kl. 21.20 på TV 2 Fri.