Jagten er gået ind: Hvem skal spille dronning Margrethe i ny musical?
Næste år har Det Kongelige Teater premiere på musicalen “MARGRETHE”, hvor dronningens liv fra barn til voksen vil blive portrætteret i en storstilet opsætning.
Rollen som dronning Margrethe vil blive spillet af fire skuespillere i forskellige aldre, og nu er jagten gået ind på at finde den pige, der skal spille den yngste Margrethe i hhv. København, Aarhus og Odense.
Det skriver Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Forestillingen bliver en imponerende opsætning med et stort orkester, 24 skuespillere og en magisk scenografi, hvor de skelsættende øjeblikke i dronning Margrethes liv skildres gennem sang og skuespil.
Det er derfor også et kriterie, at den 11-14-årige pige, som skal spille prinsesse Margrethe, skal være klar på at synge med et stort orkester og stå på scenen foran et kæmpe publikum.
Desuden skal hun være god til at huske replikker og sidst, men ikke mindst, ligne dronningen som hun så ud som barn.
Det er de succesfulde musicalmakkere Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier, der har skrevet og komponeret musicalen, mens Mads M. Nielsen instruerer.
Musicalen spilles på Det Kongelige Teater fra den 23. juni 2023, i ODEON i Odense fra den 17. august 2023 og i Musikhuset Aarhus fra den 29. august 2023.
Hele musicalcastet bliver præsenteret i løbet af efteråret.