7. sep. 2022
Af Karina Didriksen

Trine og Mikkel fra Nybyggerne frygtede én ting: Men så skete det alligevel

Trine og Mikkel fra "Nybyggerne" 2022.
Trine og Mikkel fra "Nybyggerne" 2022.
Foto: TV 2
Ægteparret Trine og Mikkel fra rødt hus i ”Nybyggerne” var ikke helt tilfredse med farven på deres hus i Horsens.

Et af de par, som seerne kan møde i sæson 8 af ”Nybyggerne”, er ægteparret Trine Ladekarl og Mikkel Kristensen fra Amager.

Parret bor i rødt hus, og det var mildest talt ikke lige den farve, de havde håbet på at få.

Det afslører Trine og Mikkel i deres podcast ”Rødt hus”. Her forklarer de, at alle fire par skulle trække lod om farven på huset, og de havde taget lidt af en chance på selve dagen.

- Der var 75 procent chance for, at farven ikke blev rød. Vi havde sørget for blåt, gult og grønt tøj og tænkte, at alle de farver var ok undtagen rød, fortæller 34-årige Trine i podcasten.

Var virkelig træt af det

Ægteparret skulle trække en nøgle i en stofpose, og det blev Trine, som fik æren.

- Jeg rækker hånden ned i posen og kan godt mærke, at der er nogle forskellige filtlapper. Produktionen når lige at spørge, om der er en farve, vi ikke gider have, og der sagde jeg ”ja, vi gider bare ikke at være rød!” I det samme, jeg siger det, trækker jeg den røde farve, fortæller Trine i podcasten og fortsætter:

- Lige der var jeg virkelig træt af det. Det var bare en dårlig start, og så tror jeg i øvrigt aldrig, at der er et rødt hus, der har vundet ”Nybyggerne”. Nu må vi se, om vi kan være med til at ændre på den statistik! Og jeg beklager, hvis jeg husker forkert.

https://imgix.billedbladet.dk/foto_-_tv_2_6_1.jpg
Foto: TV 2

Alt blev godt

Da optagelserne gik i gang, og de flyttede ind i det røde hus, betød farven ikke længere så meget for dem.

- Jeg husker tydeligt, at Trine ikke ligefrem var i blændende humør, da vi fik den røde farve. Set i bakspejlet er det jo fuldstændig ligegyldigt, lyder det fra 45-årige Mikkel.

Han arbejder til daglig med unge mennesker og kriminalitetsforebyggelse, mens Trine er uddannet journalist og beskæftiger sig med krimi.

”Nybyggerne” sendes hver onsdag kl. 20.00 på TV 2.

Læs mere om: