Får fornem gave: Dronning Margrethe og den kongelige familie kan se frem til noget helt særligt i aften
Dronning Margrethe får en ekstraordinær oplevelse som gave, når Majestæten omgivet af kronprinsparret og den øvrige kongelige familie er til gallaforestilling i Det Kongelige Teater.
Dronning Margrethe i nyistandsat loge
Således har kongelogen med tilhørende gemakker og balkonfoyeren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene gennemgået en større istandsættelse og restaurering og fremstår nu i original form til Dronningens 50-års regeringsjubilæum den 10. september – til glæde for både dronningen, den kongelige familie og publikum.
Tre fonde, VILLUM FONDEN, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Knud Højgaards Fond, er gået sammen om at støtte projektet, så kongelogen, de kongelige gemakker og balkonfoyeren i aften står klar som en gave til dronningen og publikum i forbindelse med regeringsjubilæet.
Det har været overvældende
- Fondenes opbakning til det nødvendige restaureringsarbejde på Gamle Scene har været overvældende. Deres åbenlyse engagement i projektet er af stor værdi for Det Kongelige Teater, men lige så meget for de mange gæster fra ind- og udland, der i årene fremover vil besøge Gamle Scenes balkonfoyer, et af de mest stemningsfulde rum, vi overhovedet har. Med fejringen af H.M. Dronningens jubilæum og en storslået gallaforestilling har vi den bedst tænkelige anledning til at vise det færdige arbejde frem, udtaler teaterchef Kasper Holten i en pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater.
Renoveringen af de historiske rum er blevet løst i et tæt samarbejde mellem Den Kongelige Bygningsinspektør og Det Kongelige Teater med hjælp fra Nationalmuseet og en lang række specialister på området.