20. sep. 2022
Af Sofie Nymand
Kronprins Frederik i New York: Det kriblede og krablede på menuen
Kronprins Frederik
Foto: Hanne Juul
Kronprinsen fik fremtidens bæredygtige menu serveret, da han tirsdag formiddag deltog i et arrangement i New York.
Hvid chokolade med insekter og kødboller med protein fra fårekyllinger.
Det var på menuen, da kronprins Frederik deltog i sit første arrangement i New York tirsdag formiddag dansk tid.
Kronprinsen er i øjeblikket i New York i forbindelse med åbningen af FN’s Generalforsamling.
Som protektor for Food Nation Denmark deltog kronprins Frederik i arrangementet, som handlede om, hvordan alternativ fødevareproduktion og forbrug kan bekæmpe klimaforandringer.
Arrangementet, hvor førende danske og nordiske løsninger inden for fødevareteknologi blev præsenteret, er en del af klimafolkemødet ”Citizen Sustainability Summit”, som er arrangeret i forbindelse med FN’s generalforsamling.