Kongehuset deler nye billeder fra aftenselskabet: Kærligheden lyser ud af Mary og Frederik
Fredag aften var kronprins Frederik og kronprinsesse Mary værter for aftenselskabet på Christiansborg Slot for regeringen, Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
Kongehuset har på deres officielle Instagram delt deres egne billeder fra det traditionsrige aftenselskab.
Stråler af kærlighed
Kronprins Frederik tog tidligere hjem fra New York end først planlagt for at være klar til fredagens aftenselskab. I New York fik kronprinsen selskab af kronprinsesse Mary, før han drog hjem.
Men parret stod klar til at være værter for aftenselskabet fredag aften på Christiansborg Slot.
Det var ikke til at se på dem, at de netop havde været en tur på den anden side af Atlanten. Kronprinsparret så friske og veloplagte ud.
På nye billeder fra Det danske kongehus’ Instagram er det også tydeligt at se kærligheden mellem de to.
Prinsesse Benedikte var med
Foruden kronprinsparret var også en veloplagt prinsesse Benedikte med til aftenselskabet med mere end 350 gæster.
Hun var også en del af traditionen som går langt tilbage. Det første store aftenselskab fandt sted i 1958 på Christiansborg Slot.
Dengang havde Frederik 9. og dronning Ingrid 500 gæster til selskab på slottet, og den kun 18-årige tronfølger prinsesse Margrethe var også med.
Denne fredag var dronning Margrethe desværre ikke med, fordi hun var testet positiv for corona.