Henrik trak sig fra Landmand søger kærlighed: Nu afslører Trine, hvem hun ville have sendt hjem
Der bliver datet løs i ”Landmand søger kærlighed”, og i tirsdagens udgave af det elskede TV 2-program havde Trine Krebs fortsat besøg af Kim, Henrik og Henrik hjemme på gården.
Hun nød virkelig at have besøg af dem alle tre, men som det altid er i ”Landmand søger kærlighed”, skal bejlerne sorteres fra én efter én, og tirsdag aften skulle 46-årige Trine sige farvel til endnu en af dem.
Trine blev overrasket
- Jeg spurgte, hvordan de havde det med at bo her, og om de ville blive, fortæller Trine om øjeblikket, inden hendes beslutning skulle afsløres.
Kort herefter tog Henrik selv ordet og sagde, at han faktisk gerne ville hjem og sige tak for nu. Den beslutning havde landmanden ikke set komme.
- Det havde jeg overhovedet ikke, men det var også ham, jeg selv ville have sendt hjem. Jeg tænkte, at Henrik er totalt fornuftig og realistisk og har et godt indblik i sig selv. Det var meget fint og respektfuldt, det han gjorde. Stor respekt for ham, siger Trine om hans beslutning.
Mindst til fælles med Henrik
Henriks begrundelse for at rejse hjem, var, at der ikke var den rigtig kemi mellem ham og landmanden, og det er Trine meget enig i.
- Jeg havde det godt med dem alle tre, og vi havde det sjovt. Men Henrik og jeg var nok dem, der havde mindst at snakke om. Vi havde mindst til fælles og færrest fælles referencer, uddyber hun.
Selv om snakken måske flød bedre med Kim og den anden Henrik, var det ikke fordi, at Trine havde udviklet følelser for nogen af dem.
- Måske kan det godt være, at vi flirtede lidt mere, men det var ikke fordi, jeg havde sommerfugle i maven på det tidspunkt eller tænkte i de baner. Det var bare nemmere med Kim og Henrik, og snakken flød nemmere med dem, forklarer landmanden, der ikke havde en favorit mellem de to.
Hvordan det hele ender mellem landmanden og Henrik og Kim vil tiden vise, men sikkert er det, at Trine har lært rigtig meget af at være med i programmet. Ikke mindst om mænd og kvinder.
Stor forskel på mænd og kvinder
Der er mange, der har henvendt sig til hende, fordi de har set hende i programmet, og hun har opdaget, at der er stor forskel på, hvordan mænd og kvinder ser på et program som ”Landmand søger kærlighed”.
- Jeg bliver simpelthen pakket ind i omsorg, og det er ret overvældende og fantastisk. Det er kvinder, jeg aldrig har mødt før, som stopper mig på gaden og virkelig bakker op og siger søsterlige ting. Der opstår virkelig et fællesskab, selv om vi ikke kender hinanden. Det er også mærkeligt at mærke, at man har noget til fælles med kvinder, som jeg ikke har med mænd. Det bliver pludselig meget tydeligt for mig, at der er forskel.
- De få mænd, der henvender sig til mig, får ”Landmand søger kærlighed” til at lyde som en sportskamp. De er bare spændte på at se, hvem der vinder, og hvem der scorer. Det er som om, de ikke overvejer, at jeg også kan tage en beslutning om ikke at vælge nogen af dem, fortæller Trine om sine iagttagelser efter at have været med i et landsdækkende tv-program.
Hvordan det hele ender, kan man følge i ”Landmand søger kærlighed” hver tirsdag på TV 2.