Kan snart nærstuderes: Se hvilken af sine festkjoler kronprinsesse Mary har udlånt
Fra på torsdag kan danskerne komme ind og opleve hele 50 flotte festkjoler og dragter, som har været båret af de kongelige og deres gæster til bal på slottet, i den nye særudstilling "På de bonede gulve"på Christiansborg Slot.
Udstillingen bliver åbnet på officiel vis af dronning Margrethe dagen forinden.
Blandt de mange kjoler er også kronprinsesse Marys auberginefarvede silkechiffonkjole med det lette skørt med stor vidde, et lille slæb samt de transparente, feminine ærmer kreeret af den danske designer Stine Goya.
Se billeder af kronprinsesse Marys festkjole, som du kan opleve den i udstillingen, i galleriet øverst i artiklen
Udstillingen kan opleves fra den 6. oktober til den 18. december 2022 og er blandt andet blevet til ved hjælp af den danske designer Jesper Høvring.
Udover Stine Goya vil der i udstillingen være mulighed for at nyde fortryllende og kendte kreationer af blandt andre Jesper Høvring, Nicholas Nybro, Lasse Spangenberg, Soeren Le Schmidt og Uffe Frank.
Udstillingen er Christiansborg Slots største nogensinde og den giver en smagsprøve på, hvordan dronningen bruger Christiansborg, og hvad det vil sige at være indbudt til alt lige fra folketingsbal, kunstnerbal og nytårskur til gallamiddage i anledning af statsbesøg og meget mere.