3. okt. 2022
Af Marianne Singer

Nye ord fra dronningen: Jeg er ked af det

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/sh-60126_1.jpg
Foto: Thomas S. Laursen
Kongehuset har netop udsendt en meget personlig meddelelse fra dronningen.

Kongehuset har netop udsendt følgende ord fra dronning Margrethe:

"Der har i de seneste dage været stærke reaktioner på min beslutning om den fremtidige brug af titler for Prins Joachims fire børn. Det påvirker mig naturligvis.

Min beslutning har været længe undervejs. Med mine 50 år på tronen er det naturligt både at se tilbage og at se frem. Det er min pligt og mit ønske som Dronning at sikre, at monarkiet til stadighed former sig i pagt med tiden. Det forudsætter indimellem, at der skal træffes svære beslutninger, og det vil altid være vanskeligt at finde det rette tidspunkt.

At bære en kongelig titel indebærer en række forpligtelser og opgaver, som fremover skal påhvile færre medlemmer af den kongelige familie. Denne tilpasning, som jeg ser som en nødvendig fremtidssikring af monarkiet, ønsker jeg at foretage i min tid.

Jeg har truffet min beslutning som Dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt. Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af.

Ingen skal være i tvivl om, at mine børn, svigerbørn og børnebørn er min store glæde og stolthed. Jeg håber nu, vi som familie kan få ro til selv at finde vej igennem denne situation.

MARGRETHE R", skriver kongehuset i meddelelsen.

Læs mere om: