Kæmpe ære: Prins Joachim hylder god ven
For prins Joachim er det af stor betydning at vise sine gode venner opmærksomhed, og da prinsen for små seks uger siden var i København i anledning af et par officielle opgaver for kongehuset, fik han lejlighed til at hylde en helt speciel god ven.
Prins Joachim til gallamiddag
Prins Joachim deltog ved gallamiddagen den 23. august i Børsens lokaler i København, hvor prinsen blandt andet overrakte prisen Copenhagen Goodwill Ambassadors Award.
Årsmødet er en tilbagevendende begivenhed, hvor Goodwill ambassadører over hele verden samles i København for at mødes med korpsets interessenter.
Efter BILLED-BLADETs udsendte havde forladt Børsen, hyldede prins Joachim ved en eksklusiv og mere privat seance Jens Olesen, der er generalkonsul og præsident for det dansk-brasilianske handelskammer.
Prins Joachim overrakte et diplom til Jens Olesen, der nu er det første “Æresmedlem af Copenhagen Goodwill Ambassadors Korps” efter 26 års støtte og bidrag til København og Danmark.
En kæmpe ære
– Det er en meget stor ære, siger Jens Olesen, der har privat base i Brasilien.
Olesen var på Børsen ud over prinsen i godt selskab med sin elskede fru Renata Olesen og 120 særligt inviterede gæster.
Til den mere private del af aftenen blev der tid at få taget et unikt foto af Jens Olesen og prins Joachim samt Renata Olesen, Mikkel Aarø-Hansen, CEO – Wonderful Copenhagen, Asbjørn Overgaard, CEO – Copenhagen Capacity, og Jens Kramer Mikkelsen, tidligere overborgmester i København gennem 18 år.