Dronning Margrethe fik alle i statsrådet til at grine med denne kommentar
Statsminister Mette Frederiksen havde onsdag den 5. oktober en travl dag. Det var nemlig dagen, hvor hun udskrev valg. Men forinden var hun i statsråd med en række ministere samt dronning Margrethe og kronprins Frederik.
Mette Frederiksen løfter sløret
Hvad der bliver sagt og gjort i statsrådet kommer normalt ikke ud i offentligheden, men i dagens Politiken løfter statsministeren nu sløret for en sjov episode med majestæten, der fik hele statsrådet til at grine.
- I statsrådet holder man på formerne, men der er så et lovforslag, hvor vi kommer til at grine. Både majestæten og regeringens ministre.
Dronning Margrethe fik dem til at sænke skuldrene
- Det handler om, at forsvarsministeren skal kunne gribe ind, hvis ansatte i forsvaret er narkopåvirkede. Det mener majestæten nok er en god ide, og så bliver der lige et minuts stilhed, hvor vi alle sammen sænker skuldrene lidt, fortæller Mette Frederiksen i artiklen i Politiken, hvor hun fortæller om sit døgn op til valgudskrivelsen.
Her fortæller Mette Frederiksen også, at hun efter statsrådet går til såkaldt referat, som er en kontinuerlig samtale mellem den til enhver tid siddende statsminister og majestæten og kronprinsen om både indenrigs- og udenrigspolitik.
Klokken 13 udskriver hun valg til et pressemøde på Marienborg.