7. okt. 2022
Af Christinna Braun

Kongehuset bekræfter: Prins Joachim har været i Danmark for at tale med dronning Margrethe

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/joacm_0.jpg
Foto: Hanne Juul
Prins Joachim har været i Danmark for at tale med sin mor, dronning Margrethe.

For små to uger siden meldte dronning Margrethe ud, at hun havde besluttet, at prins Joachims efterkommere ikke længere skal være prinser og prinsesse.

Det betyder, at prins Joachims børns prinse- og prinsessetitler bortfalder.

Prins Joachim, prinsesse Marie og grevinde Alexandra har alle udtalt, at de var chokerede og dybt berørte over beslutningen.

Efterfølgende udtalte dronning Margrethe, at hun selv var ked af, hvordan beslutningen blev modtaget.

”Jeg har truffet min beslutning som Dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt. Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af,” skrev dronning Margrethe i en pressemeddelelse.

Prins Joachim har været i Danmark

Nu har prins Joachim, der til dagligt bor i Paris med prinsesse Marie og deres to børn, været i Danmark for at tale med dronning Margrethe.

Ifølge B.T. har prins Joachim været i Danmark i denne uge og tog hjem til Paris torsdag aften.

Det bekræfter kongehuset overfor B.T.

”Ja, det er korrekt, at Dronningen og Prins Joachim har talt sammen på Fredensborg. Alle er enige om at se fremad, og som Dronningen selv har givet udtryk for, så ønsker hun og Prins Joachim ro til at finde vej igennem denne situation,” fortæller kommunikationschef for Kongehuset, Lene Balleby, til B.T.

Læs mere om: