Skuespiller Angela Lansbury er død
Den irsk-britiske skuespiller Angela Lansbury er død i en alder af 96 år, blot fem dage før hun ville være blevet 97 år den 16. oktober.
Det oplyser familien ifølge Reuters.
Lansbury debuterede på det store lærred med sin rolle i filmen "Gaslight" i 1944, men hun er af mange nok særligt kendt for sin hovedrolle i tv-serien "Hun så et mord".
I krimiserien, som findes i 12 sæsoner og i alt 264 afsnit, spiller Angela Lansbury rollen som krimiforfatteren og amatørdetektiven Jessica Fletcher, som er skarpere end både politiet og de kriminelle.
Hun lykkes dermed gang på gang med at løse selv de mest komplicerede mordmysterier.
Serien gjorde Angela Lansbury verdenskendt og kørte fra 1984 til 1996. Hun var 72 år, da serien sluttede.
Lang karriere
Angela Lansbury har som skuespiller både lavet film, teater og tv-produktioner og var professionelt aktiv i mere end 80 år.
Hun er født i London, men flyttede til USA i 1940 for at undslippe tyskernes bombning af London.
I USA, nærmere betegnet i New York, fik hun sin skuespilleruddannelse.
Hun modtog adskillige priser, blev nomineret til fire Oscar-statuetter - og blev også tildelt prisen i 2013 i æreskategorien. Hun vandt det amerikanske teaters Tony-pris fem gange og blev desuden tildelt en æres-Tony og seks Golden Globe-priser.
I 2014 tildelte dronning Elizabeth hende den britiske ridderorden, og Lansbury fik dermed titlen Dame.
Angela Lansbury giftede sig med skuespilleren Peter Shaw i 1949. De to var sammen, indtil Peter Shaw døde i 2003. Parret fik sammen to børn, Anthony og Deirdre.