Det så du ikke på tv: Theis og Dennis' beslutning spillede stor rolle, da Katja skulle afsløre sit valg
Når landmændene skal vælge og fravælge deres bejlere, sidder de ofte alle sammen samlet for at høre afgørelsen.
Men da Katja Gullaksen i tirsdagens udgave af ”Landmand søger kærlighed” skulle afsløre, om hun ville invitere Dennis eller Theis med på romantisk weekend, trak hun dem til side én for én.
Theis og Dennis skulle træffet et valg
- Vi blev spurgt om morgenen, hvordan vi havde det med at komme ind enkeltvis. Vi tænkte, at så skulle Katja jo gennem det to gange, men vi fik at vide, at hun havde givet grønt lys. Så det sagde vi ja til, fortæller Dennis.
Men efter 5-10 minutter kiggede han og Theis på hinanden og blev enige om, at de egentlig ikke havde lyst til at få beskeden enkeltvis. De var begge blevet glade for Katja, og den der sad tilbage, ville lægge alle mulige tanker i, hvorfor den anden skulle have besked først, og så ville de sidde tilbage med en stor usikkerhed, inden det blev deres tur.
Men som man kunne se på tv endte det med, at Theis og Dennis alligevel fik den afgørende besked hver for sig.
- Kompromisset blev, at vi satte os i hver vores bil. Theis kørte en kilometer den ene vej, og jeg kørte den anden vej. Så ville de ringe til os, når vi skulle komme, og man ville ikke kunne regne ud, hvem de ringede til først, siger Dennis om den store mængde ventetid, der er forbundet med at lave tv.
- Theis var rimelig hurtig til at komme ud ad indkørslen. Jeg nåede kun at få mine baghjul ud, og så blev jeg ringet op og bedt om at komme tilbage. I situationen var det ikke fordi, jeg tænkte, hun ville invitere mig med. Jeg tænkte mere, at det skulle overstås.
Glæde og tårer
Dennis var glad for den måde, det blev løst på, så hverken han eller Theis endte med at sidde tilbage som et nervevrag inde i stuen, mens den anden var ude hos Katja for at få afgørelsen.
Ikke mindst fordi at de to bejlere nåede at blive gode venner i den uge, de boede på gården.
- Jeg var skideglad på mine egne vegne over at blive valgt, men der stod også en mand ved siden af, som var sønderknust, og som jeg var blevet gode venner med. Det var meget svært at være i.
- Vi havde på forhånd lovet hinanden, at den, der blev sendt hjem, ikke ville blive efterladt på dørtrinnet. Man hjalp hinanden helt ud, og vi fik sagt ordentligt ’på gensyn’.
Siden optagelserne til programmet sluttede i sommer, har Dennis og Theis set hinanden flere gange, og nærmest dagligt har de kontakt via sociale medier.