Michael og Kathrine: Vores bedste råd til andre Gift ved første blik-par
Michael og Kathrine er flyttet i hus og har fået en datter.
For dem var det lykken at blive gift ved første blik.
Til BILLED-BLADET fortæller de, hvad de vil råde andre ”Gift ved første blik”-par til:
– Kommunikation, kommunikation, kommunikation, siger Michael og uddyber:
– At høre den anden og prøve at forstå den anden. Hvis man forstår, hvor den anden kommer fra, får man sympati med deres holdning.
Man bliver ikke forelsket med det samme
– Og der findes ikke den eneste ene. Der findes mange, man kan gøre til den eneste ene. Man skal se potentialet og ikke tro, at man bliver forelsket med det samme. Det er ikke et kærlighedsforløb. Man skal være enige om commitment.
Kathrine tilføjer:
– Man skal give det mere end fem uger. Man går ikke og falder for en kollega eller en ven. Det er et nyt menneske, man skal lære at kende. Præmissen for at blive forelsket, man normalt oplever, hvor man savner hinanden og går og tænker på den anden, er der ikke. Man er jo sammen, og man bor sammen og ser hinanden hele tiden. Man skal ikke regne med at blive forelsket.