Se billederne: Julia Roberts til premiere i vild pink kjole
Julia Roberts ankom til Los Angeles-premieren på ”Ticket to paradise” i en opsigtsvækkende pink kjole.
Kjolen kommer fra det canadiske designerpar Kirk Pickersgill and Stephen Wong, der står bag mærket Greta Constantine.
Den gulvlange robe har en dyb v-udskæring, bølgende ærmer og en underdel med vidde. Julia Roberts fuldendte sit look med store fuchsia- og sølvørenringe, og kjolen matchede endda den lilla løber.
Julia Roberts fulgtes naturligvis med sin gode ven og kollega på "Ticket to paradise", George Clooney, som hun morede sig med, da de stillede op til fotos.
Se billeder af parret og Julias kjole øverst i artiklen.
Kan ikke udstå hinanden i ny film
Julia Roberts og George Clooney har hovedrollerne i den romantiske komedie om et fraskilt ægtepar. De kan ikke udstå hinanden, men slutter fred for en tid for sammen at rejse til Bali for at forhindre deres datter i at gifte sig hovedkulds med en mand, hun kun lige har mødt. Det mener de nemlig begge, var den fejl, de selv begik for 25 år siden.
Filmen er Julia Roberts første romantiske komedie i 20 år og har allerede haft premiere i danske biografer.