Efter tre års pause er Sporløs nu tilbage på DR: Sådan bliver programmet anderledes
Efter tre års pause vender ”Sporløs” tilbage på DR fra mandag 24. oktober. Her kommer man igen tæt på en række danskere, der inderligt ønsker at blive klogere på deres biologiske ophav.
Programmet blev sendt første gang på DR i 1999, og nu kan seerne altså snart se frem til flere nye udsendelser.
Ny vært
Den nye sæson bliver dog en smule anderledes – programmet har nemlig fået en ny vært i form af Mette Frisk.
Hun har overtaget jobbet efter Ditte Haue, som i dag er nyhedsvært på TV 2, men selv om ”Sporløs”-formatet er helt nyt for Mette Frisk, er hun langt fra ubekendt med at lede efter danskeres familiemedlemmer, for hun er også vært på det populære DR-program ”Forsvundne Arvinger”.
- Jeg har haft drømmen længe om at blive vært på ’Sporløs’. Det fantastiske ved programmerne er den menneskelige historie, og ’Sporløs’ – og for den sags skyld også ’Forsvundne Arvinger’ er eksempler på, at du kan gøre stor og meget konkret forskel som journalist, mener Mette Frisk, fortæller Mette Frisk til dr.dk.
Længere programmer
Udover en ny vært kan seerne også se frem til, at ”Sporløs”-programmerne bliver længere, end de plejer. Tidligere har udsendelserne varet både 30 og 45 minutter, men de fem nye programmer varer alle 58 minutter.
- Udvidelsen af sendetiden betyder, at vi nu har bedre tid til at fortælle alle de historier, vi møder ude i verden. Efter at have produceret de første fem afsnit, kan jeg se, at der i mange tilfælde gemmer sig rigtig interessante historier nedenunder, og det er godt at have tid til at folde dem ud, siger Mette Frisk.
I sæsonpremieren af ”Sporløs” skal seerne møde 29-årige Sune fra Nordjylland, som oprindeligt blev født som pigen Suneta i Rumænien. Han blev adopteret til Danmark som femårig, men havde indtil da måtte kæmpe dagligt på børnehjemmet mod sult og tæv. Han ved stort set intet om sin rumænske familie, men Sune drømmer om at få kontakt, så han kan få svar på, hvorfor han blev sendt væk.
”Sporløs” kan ses på DR og DRTV fra mandag 24. oktober.