Ilse Jacobsen døde med familien omkring sig
Iværksætter og tidligere løvinde i "Løvens Hule", Ilse Jacobsen er død, 62 år gammel.
Hun sov stille ind søndag den 23. oktober, på hospitalet, efter at have været i behandling for lymfekræft siden 2021.
Den triste nyhed oplyser hendes Firma IJH A/S i en pressemeddelelse.
Her fremgår det også, at hendes nærmeste familie var hos hende i hendes sidste stund.
- Det er med stor sorg vi må meddele, at Ilse Rohde Jacobsen har tabt kampen mod den aggressive kræft hun har været i behandling for siden august 2021. Ilse sov stille ind på hospitalet i går d. 23. oktober 2022 og var omgivet af sin nærmeste familie.
I pressemeddelelsen står videre:
- Ilses familie samt virksomheden beder om fred til at sørge over tabet af Ilse; entreprenør, forretningskvinde, datter, hustru, mor, søster, ven, arbejdsgiver, passioneret ildsjæl og grundlægger af blandt andet IJH A/S.
Læs hele pressemeddelelsen her:
Ilse Jacobsen åbnede sin første skoforretning i 1992, som senere blev til virksomheden IJH A/S. Ilse Jacobsen har også tidligere drevet både restaurant og spa i Hornbæk.
Hun har desuden medvirket i tre sæsoner af programmet 'Løvens Hule' på DR, hvor hun har både investeret i og rådgivet andre iværksættere.
Ilse Jacobsen, som nok særligt var kendt for sit tøjmærke Ilse Jacobsen Hornbæk, blev gift med Jesper Bo Jacobsen i 2010.
Jesper Bo Jacobsen har en datter, som Ilse Jacobsen var bonusmor til.