Flora Ofelia startede karrieren i MGP: Nu kan hun virkelig mærke stjernestøvet
Allerede tilbage i 2015 stod det klart, at den unge Flora Ofelia Hofmann Lindahl havde stjernekvalitet.
Dengang vandt hun MGP med sangen ”Du, du, du”.
Siden har hun bevæget sig over i skuespillet, og i 2020 brød hun for alvor igennem med hovedrollen Holly i ”Ulven kommer”.
Nu bevæger hun sig endnu en gang ud i noget nyt i karrieren.
Travl karriere
Siden 2020, hvor hun også vandt en Robert, har mange kendt til hende, fordi hun storspillede i DR-serien ”Ulven kommer”.
Flere roller har fulgt, og sidste år havde hun hovedrollen i Tea Lindenburgs film ”Du som er i himlen”, der var i opløbet til at blive det danske Oscar-håb.
Det har betydet, at hun også ser mod udlandet.
– For et års tid siden fik jeg en udenlandsk agent, så jeg caster på nogle ting i udlandet on and off, men jeg har ikke travlt. Det er ikke, fordi jeg går all in. Det har bare været rart at have en, der kan sortere lidt i det, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Begge ben på jorden
Kalenderen for den kommende tid er også godt fyldt op for det 17-årige stjerneskud.
– Jeg er aktuel i en film til marts, og så har jeg et nyt projekt til februar, som jeg ikke må sige så meget om endnu, desværre, fortæller hun hemmelighedsfuldt.
Det er gået op for hende, at hun er lidt af en stjerne, men hun tager det meget roligt.
– Ja, lidt på nogle punkter kan jeg mærke stjernestøvet. Men jeg prøver bare at holde begge ben på jorden, fortæller hun.