Natasha Brock og Thomas Evers Poulsen deler sjovt klip inden Vild med dans: Danser med bare baller
Komiker Natasha Brock og professionel danser Thomas Evers kan bestemt ikke klandres for at være kedelige.
For bare to uger siden dukkede de nemlig op på dansegulvet i et noget opsigtsvækkende look til "Vild med dans" den 21. oktober.
Her var de to nemlig iført matchende sorte jakker med glitter, og i hænderne bar de enorme fjer - og så var ingen af dem iført bukser.
Kostumer og bare baller
Nu lader det til, at "Vild med dans"-fans endnu en gang kan se frem til et underholdende show, når makkerparret fredag indtager dansegulvet i det 9. program af den aktuelle sæson af danseprogrammet, som vil være semifinalen.
I hvertfald keder parret sig ikke under dansetræningen.
Det fremgår tydeligt af en ny video, som både Natasha Brock og Thomas Evers Poulsen har delt på deres Instagram-profiler.
BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele videoen.
- Onsdagen går helt bananas, indleder Thomas Evers Poulsen sit opslag med hentydning til Natasha Brocks morsomme kostume.
Han skriver videre, denne gang med sjov reference til hans egne bare baller i videoen:
- Vi knokler røven ud af bukserne for at blive klar til semifinalen.
Hvorvidt der indgår et nonnekostume, en banan-dragt eller bare baller i parrets dans under fredagens "Vild med dans" vil tiden vise.