Husker du Valerie fra Beverly Hills 90210? Her er hun i dag
I sæson 5 af "Beverly Hills 90210" indtager Valerie Malone det famøse postnummer, og igennem 134 afsnit kan man følge med i hendes vilde liv.
Med Shannen Dohertys exit fra den populære serie måtte seerne vinke farvel til Brenda, og det gav plads til et nyt ansigt i Walsh-familiens hus.
Den plads fik Tiffani Thiessen, der er skuespilleren bag karakteren, de fleste elskede at hade.
Ved første introduktion lignede Valerie den søde pige i klassen, der ganske vist havde en tragisk historie, men hurtigt finder man ud af, at hun har en vild side.
I 1998 forlod Tiffani Thiessen "Beverly Hills 90210" i seriens niende sæson, men vendte retur som gæst til David og Donnas bryllup i finaleafsnittet.
Stadig skuespiller
I årene efter "Beverly Hills 90210" havde skuespilleren hovedrollen i flere amerikanske film, men hun er nok mest kendt for sin rolle som Elizabeth Burke i hitserien ”White Collar”, der kørte fra 2009 til 2014.
Siden 2020 har hun været vært på MTV-programmet ”Deliciousness”, der er i sin tredje sæson. I serien bliver der vist forskellige madrelaterede videoer fra internettet, som et panel af kendisdommere reagerer på.
Netop mad er noget, den 48-årige skuespiller og vært er glad for. Hun har nemlig også sin egen hjemmeside, hvor hun flittigt deler opskrifter, og hun udgav i 2018 kogebogen ”Pull Up A Chair: Recipes from My Family to Yours”.
Privat danner hun par med skuespilleren Brady Smith. De har sammen datteren Harper på 12 og sønnen Holt, der er syv år gammel.