Sisse Fisker har sagt op: Derfor trækker hun stikket i tre måneder
Sisse Fisker stiftede SMILfonden tilbage i 2014, men nu har hun valgt at stoppe som direktør i foreningen.
- Jeg skifter rolle og har dybest set sagt op. Jeg skal tilbage og være bestyrelsesformand, så jeg kommer ud af driften, fortalte Sisse Fisker til BILLED-BLADET, da hun var til gallapremiere på ”Julemandens datter”, og uddybede sin beslutning:
- Jeg er ikke så god til at styre 20 ansatte og 15 millioner, det er jeg ikke uddannet i. Jeg tager en bestyrelsesuddannelse i stedet for, men jeg skal stadig være en del af fonden.
Tager en timeout
46-årige Sisse Fisker har valgt at trække stikket efter jul og sætte tempoet lidt ned.
- Jeg har faktisk foræret mig selv en 100 dages timeout uden arbejde i januar, februar, marts, fortalte hun og tilføjede med et smil:
- Så der skal jeg sidde og fundere lidt over livet, forhåbentligt nede i Alperne. Både alene, men også lidt med familien.
Sisse Fisker fulgtes med sønnen Isak på 11 år til gallapremieren.