To par blev gift i sæson 3 af Love is Blind: Sådan går det dem i dag
I tredje sæson af ”Love is Blind” valgte fem par at blive forlovede uden at se hinanden. I sidste ende var det dog kun to af parrene, der valgte at sige ja ved alteret.
Da alle parrene blev genforenet i datingprogrammet, blev det afsløret, om de stadig er sammen i dag.
Alexa og Brennon
Alexa Alfia og Brennon Lemieux vidste fra starten, at de ville gennemføre brylluppet i slutningen af eksperimentet. Derfor var der ingen overraskelse blandt parrets gæster, da de to sagde ja til hinanden på den store dag.
I genforeningsafsnittet af det populære datingprogram fortæller parret, at de stadig er gift i dag. De har dermed allerede fejret deres første årsdag, da sæsonen blev filmet i sommeren 2021.
- Han er bare min person. Han er det bedste menneske i verden. Og at være gift med ham er egentlig bare en velsignelse, fortæller Alexa Alfia til det amerikanske medie Page Six.
Det forelskede par fortæller også, at de nok var de mest skeptiske personer, inden eksperimentet startede, men at de nu er meget lykkelige.
Colleen og Matt
Kærlighedshistorien mellem Colleen Reed og Matt Bolton var noget af en rutsjebanetur. Faktisk havde parret ikke besluttet sig for, om de vil gennemføre brylluppet, før ceremonien gik i gang.
Dog valgte parret i sidste ende at sige ja til hinanden, og i dag er de stadig lykkeligt gift.
I genforeningen af tredje sæson af ”Love is Blind” fortæller Colleen Reed og Matt Bolton, at selv om de stadig er gift, så bor de ikke sammen endnu.
- Når man kommer ud af showet og hele den atmosfære, lærer man meget om hinanden. Så det startede lidt hårdt lige da vi kom ud af det, afslører Matt Bolton overfor det amerikanske medie PEOPLE.