Robinson-deltager bærer ulykkelig last: Mistede 17 måneder gammel datter
Mandag efter mandag har seere på TV3 kunne følge med i Mie Fitness’ færd i årets Robinson Ekspedition, og i præsentationsvideoen i et af de første afsnit blev der åbnet op for, at livet ikke altid har været let for Mie.
I et interview med Ude og Hjemme fortæller Mie Fitness om den måske værste tid i hendes liv. Et par måneder efter fødslen af hendes datter Sophia, fik hun og faren til Sophia nemlig beskeden om, at Sophia led af en sjælden genfejl. En genfejl der betød, at Sophia ikke kunne udskille affaldsstoffer. Noget, der naturligvis kom som et hårdt slag for Mie.
- Det var, som om tæppet blev revet væk under mig. Men jeg kunne ikke bryde sammen, for jeg skulle være der for Sophia, fortæller Mie Fitness til Ude og Hjemme.
De professionelle måtte tage over
Foruden genfejlen, så var Mies datter også både næsten døv og blind. Og selvom hun ikke var meget for det, og længe kæmpede imod, så måtte Mie til sidst give efter, og lade professionelle på en døgninstitution tage sig af Sophia.
- Det var den værste dag i mit liv, da jeg afleverede hende. Jeg græd som pisket, da jeg satte mig ud i bilen, og jeg følte mig som verdens dårligste mor, fortæller hun.
Tiden efter afleveringen var hård for både Mie og hendes daværende kæreste, men de besøgte og var hos Sophia hver dag, indtil Mie til sidste valgte at flytte ind på institutionen.
Det sidste åndedrag
Sophias hjerte stoppede med at slå flere gange, så hun måtte genoplives, men på et tidspunkt nåede Mie og kæresten i samråd med lægerne til den konklusion, at det ikke kunne fortsætte på den måde. Så hvis Sophia fik hjertestop igen, ville det være det sidste, og de ville give hende fred.
Sophia tog sit sidste åndedrag efter kun 17 måneder i verden.
- Da jeg kom derud, lå hun lige så fin. Jeg satte mig med hende, hun var stadig lidt varm. Jeg kyssede og aede hende, og det føles bare så uvirkeligt, fortæller hun til Ude og Hjemme.
Tro på fremtiden
Efter tabet af Sophia, var hun ret sikker på, at hun ikke ville have flere børn, men hendes medvirken i Robinson Ekspeditionen har ændret noget i Mie. Hun fortæller, at hun har brugt enormt meget tid på at behandle sig selv dårligt, og har været ude på meget dybt vand, men at hun også har lært, at man godt kan rejse sig, og gøre noget andet med sit liv.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg ville få lyst til at blive mor igen, men jeg har en kærlighed i mig, som jeg gerne vil give videre. Og selv om jeg pt. ikke har en kæreste, tænker jeg, at det nok skal lykkes, siger hun til Ude og Hjemme.