Karen Ellemann forlader Folketinget: Det er ikke noget, jeg er stolt af
Karen Ellemann, søster til Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen, har fået nyt job fra 1. januar, hvor hun tiltræder som Generalsekretær for Nordisk Ministerråd. Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.
Dermed træder Karen Ellemann også ud af Folketinget efter et ellers "flot personligt valg", som hun selv formulerer det i et langt skriv på sin facebook-side.
Dårlig timing
Det nye job er hun meget glad for, men netop timingen her kort efter valget er ikke noget, den 53-årige politiker er stolt af.
- Der findes desværre sjældent ’god timing’, når det handler om at forlade en tillidspost, som den jeg har fået lov at udfylde i så mange år. At jeg forlader Folketinget så kort tid efter et flot personligt genvalg er hverken noget jeg har let ved eller er stolt over.
Processen har været i gang længe
- Processen omkring ansættelsen af en ny generalsekretær for Nordisk Ministerråd har været i gang siden august måned og jeg vidste ikke om valget ville falde på mig, da valgkampen begyndte at rase, skriver hun og takker alle dem, som har stemt på hende.
Her forsikrer hun også, at hun trygt overlader roret til sin 1. suppleant Kim Valentin.
Drømmeopgave venter forude
Efter 15 år som folkevalgt venter et drømmejob for Karen Ellemann, der skal arbejde for alle de nordiske lande i Nordisk Ministerråd med en vision om at Norden skal være verdens mest bæreedygtige og bedst integrerede region, skriver Karen Ellemann blandt andet om sit kommende arbejdsliv.
- Jeg er umådelig stolt over den nye opgave, jeg står overfor og glæder mig meget til at stå i spidsen for fremtidens nordiske samarbejde, der i denne tid er vigtigere end nogensinde.
- Men det er også med både stort vemod og et kæmpe stik i hjertet, at jeg forlader Folketinget, hvor jeg har været så privilegeret at være folkevalgt medlem for Venstre i 15 år.
Karen Ellemann har blandt andet været social- og indenrigsminister, miljøminister samt minister for ligestilling,- fiskeri- og for nordisk samarbejde. Hun har også været gruppeformand for Venstre og medlem af Folketingets Præsidium og næstformand for Folketinget.
Karen Ellemann Kloch, er født 26. august 1969 i Charlottenlund, datter af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og sekretær Hanne Ellemann-Jensen. Privat er hun gift med Kresten Kloch, som hun har to børn med. Derudover er hun storesøster til Venstres nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen.