Midt under liveudsendelse: Rasmus Tantholdt og fotograf truet af sikkerhedsfolk i Qatar
Snart afholdes VM i fodbold i Qatar, og derfor valfarter pressen til det mellemøstlige land for at dække begivenheden.
Et stort fokus i pressedækningen har dog også været de hårde forhold, migranterne i landet lever og arbejder under - og det er et emne, som Qatars styre ikke ønker større fokus på end højst nødvendigt.
Det stod også helt klart, da TV 2-korrespondenten Rasmus Tantholdt og hans fotograf Anders Bach tirsdag blev afbrudt af et par oprørte sikkerhedsfolk midt under en liveudsendelse i landets hovedstad Doha.
Af sikkerhedsfolkene fik de kontant besked på at slukke kameraerne, da de ifølge de dem ikke havde den påkrævede tilladelse til at filme i det offentlige rum.
- I har inviteret hele verden til at komme her. Hvorfor må vi ikke filme? Det er et offentligt sted, siger Rasmus Tantholdt til sikkerhedsfolkene i klippet fra liveudsendelsen, som han siden har delt på sin Instagram-profil.
I klippet hører man Rasmus Tantholdt sige, at de har den rette akkreditering til at måtte filme, men som svar truer sikkerhedsfolkene med at smadre kameraet.
Har fået undskyldning
Sent tirsdag aften delte Rasmus Tantholdt en opdatering på sin Instagram-profil om, at de har modtaget en undskyldning efter episoden under liveudsendelsen.
Han oplyser, at undskyldningen kommer fra Qatar International Media Office og fra Qatars Supreme Commitee.