Frederik Nonnemann fortæller om hjertesorg efter voldeligt forhold: Der blev aldrig sagt undskyld
Frederik Nonnemanns første længerevarende forhold gik i stykker efter en aften i byen, der på chokerende vis endte med et slag i hovedet.
Det fortæller han nu i 24syv-podcasten ”112 for knuste hjerter”.
I podcasten fortæller Frederik Nonnemann, at den voldsomme episode, hvor ekskæresten gik ”fuldstændig amok”, skete på parrets toårsdag som kærester. Det var desuden danserens fødselsdag.
Efterfølgende var danseren, der er stor modstander af vold, stærkt chokeret over oplevelsen. Især fordi han ikke får et undskyld. Da det daværende kærestepar endelig får talt om episoden, bliver det også enden på forholdet.
Har fundet lykken igen
I dag har Frederik Nonnemann fundet sit livs kærlighed i Mikkel Dahlstrøm, som han blev forlovet med i september.
På Instagram annoncerede Frederik Nonnemann den lykkelige nyhed. Her skrev han, at det var kæresten, der til stor overraskelse havde været på knæ. Danseren havde nemlig selv troet, at han ville være den, der skulle fri.
Den 32-årige danser og hans forlovede har dannet par siden 2019.
Dengang afslørede Frederik Nonnemann overfor BILLED-BLADET, at han og Mikkel Dahlstrøm mødte hinanden på Instagram.