Dejlig nyhed: Det her skal dronningen lave til næste år

"For det første er det jo nogle år siden, at jeg sidst har set disse kostumer i brug, så man ser jo på dem og forsøger at se om de har det godt. Har kostumerne overlevet den tid? Mange af dem bliver jo også rettet til. Den ene danser har jo ikke den samme facon som den anden – selvom de er unge og slanke alle sammen – så de skal jo passe. Og så ser man efter, om det stadig ser ud til at fungere, og at det ikke ser træt ud, og det må jeg sige, de kostumer jeg har set nu her, de ser ud som om, de har det rigtig godt."

"Udgangspunktet for kostumerne til den version af Nøddeknækkeren, vi har her i Tivoli, var jo, at den foregår på et tidspunkt, hvor både H.C. Andersen og Bournonville skulle kunne være gæster i huset, og Tivoli og Pantomimeteatret skulle eksistere, så det gav faktisk et ret snævert vindue. Det var ikke ret mange år at tage af, men det lykkedes, og derfor er vi i begyndelsen af 1870’erne. Det kan man se i kostumerne, hvis man er interesseret i det. Derfor er det ikke krinoliner eller senere tids kostumer. Det var det indtryk, jeg prøvede at ramme. Så kommer man selvfølgelig til den eventyrlige del, men der lod vi dem – i stedet for at de kommer til en slags slaraffenland – komme til Tivoli, hvor scenografien giver et fingerpeg om, at det er her det foregår. Det er Claras drøm om sommeren i Tivoli, og derfor har vi trukket ting ind i Tivoli-kulissen, som klart peger på, at det er her det foregår. Derfor har vi en Harlekin, en Columbine og Pjerrot – alt det der foregår i Tivoli om sommeren."

"Ja, det ville irritere mig voldsomt, hvis man kunne sige; Jamen det kan da slet ikke passe, for på det tidspunkt var han død, eller det der var slet ikke bygget endnu. Det skal være, så man kan sige; ja det er der, vi er."

"Det kom jo sådan lidt efter lidt, fordi jeg hjalp en god veninde, som havde en balletskole i Næstved, og når hun skulle have afslutning, skulle der jo foregå et eller andet, og så spurgte hun mig lidt til råds om nogle ting, og så kom jeg med nogle ideer, og så endte det med, at jeg blev meget involveret i, hvordan de ideer skulle udformes. Det var ret primitivt dernede, men ideen er jo den, at man også med små midler og med små greb kan slå en tone an. Det var nok der, jeg lærte noget om det. Men det har moret mig længe før det. Allerede da jeg spillede skolekomedie, var jeg involveret i både kostumer og i en vis grad scenografi, fordi jeg slet ikke kunne lade være. Jeg er kommet så meget i teatret med mine forældre og derfor set så meget af det. Min far holdt meget af teatret og kunne altid forklare os, hvad det var, der skulle ske på scenen, eller sige hvad vi skulle lægge særligt mærke til, og så kiggede man jo ekstra efter."

"Jeg ved ikke, om jeg har nogen gode råd at give, fordi jeg tror, at mange af de unge mennesker, som giver sig af med scenografi og kostumer har en anden tilgang, end den jeg selv har. Jeg er jo vokset op med den gammeldags og mere romantiske stil, men det kan jo gøres på mange måder. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at man prøver at tænke et samlet scenebillede. Det man laver skal hænge sammen. For mig betyder det vældig meget, at der er en gennemgående tråd i det, man laver, men der er jo så mange forskellige tråde, der kan være gennemgående, selvfølgelig.”

"I første omgang er det, når man står og arbejder med det og tænker, at man skal være færdig til den og den dato, og kan jeg det? og bliver det ordentligt? og så videre. Jeg har jo fået masser af hjælp fra masser af mennesker - man kan jo sætte streger på et papir, lige så tosset man vil, men hvis der ikke er nogen, der kan forklare eller forstå stregerne og udføre det nytter det ikke."