Sandra Toft og holdkammeraterne er så tæt på: Det har kostet masser af tårer!
Den levende mur i Danmarks mål, Sandra Toft, er ligesom sine holdkammerater SÅ klar til at give ALT for at slå Norge og vinde EM-guld søndag aften i Ljubljana i Slovenien.
Toft og kammeraterne har aldrig før stået i en så vild international finale, og kampen er for alle landsholdsheltene deres største i karrieren.
Endelig står de danske håndboldkvinder i den finale, som gennem de seneste år bare har været en uvirkelig drøm – nu er finalen blevet virkeligheden for de danske kvinder, som bakkes op af en hel nation anført af kronprins Frederik.
Sandra Toft i tårer
Sandra Toft siger selv, at en kamp om EM-guld gennem de senere år både har været så langt væk og så tæt på, og endelig lykkedes det efter en del skuffelser med landsholdet.
– Vi har kæmpet, og det har været hårdt. Det har krævet blod, sved og tårer. Masser af tårer. Det er fuldstændig vanvittigt, at vi nu er tilbage i den absolutte top, siger Sandra Toft ifølge B.T.