Fanny Leander Bornedal fra Carmen Curlers: Jeg vokser op med Kathrine
Fanny Leander Bornedal spiller Kathrine i "Carmen Curlers".
Faktisk synes Fanny, 22, at Kathrine minder en del om hende selv, selv om der er en tidsforskel på knap 60 år imellem dem.
Ligesom Kathrine følger hun sine egne instinkter.
– Jeg fulgte den vej, jeg troede, var den rigtige, da jeg som 16-årig startede i gymnasiet, indtil jeg fandt ud af, at det ikke var det, jeg skulle bruge mit liv på. Jeg droppede ud og kløede på for at være skuespiller. Det var en stor chance at tage at droppe ud og bare håbe på, at noget ville gribe mig, siger hun.
– Der kom rimelig positive reaktioner. Det der med at tage sådan nogle chancer er nok mere positivt i dag. Det der med at træde ud af den kasse, man er i. Mine forældre sagde også, at hvis det var det, jeg ville, så var det fint.
Gang i karrieren
Heldigvis gik det rigtig godt at tage springet.
Det er i hvert fald blevet til en del roller – rollen som Kathrine fortsætter i sæson to og tre af “Carmen Curlers”, og så skal Fanny spille rollen som nattevagtens datter i fortsættelsen til kultfilmen “Nattevagten”, der bliver skrevet og instrueret af skuespillerindens egen far, Ole Bornedal.
Når hun endelig har fri, går tiden med kæresten Carl, der ikke er i branchen. De to bor ikke sammen endnu.
– Jeg bor alene, slår Fanny fast.
– Jeg pusser rundt i min lejlighed lige nu. Jeg er gået i gang med at gøre den hyggelig. Noget maling og nye møbler. Jeg slapper af med det, fortæller hun.
I mellemtiden glæder hun sig til at vende tilbage til optagelserne til “Carmen Curlers”.
– Jeg vokser lidt op med serien. Kathrine er med mig i flere år og ændrer sig også i takt med, at jeg bliver ældre. Det er en kæmpe ting for mig at lave!