Bruger dronning Margrethe computer?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Jeg har set en udsendelse om dronningens slotte. Meget spændende. Her så vi bl.a. hendes arbejdsværelse. Som hun selv nævnte, rodede det lidt. Men jeg kunne ikke se en pc. Bruger hun slet ikke sådan en?
Venlig hilsen
Jim S. Larsen
Kære Jim S. Larsen
Dronningen anvender ikke en computer og har aldrig gjort det. Faktisk beskrev hun for nogle år siden sig selv som "it-analfabet". "Ting med knapper og dippedutter og teknik har altid ligget mig temmelig fjernt", som hun uddybede det. Og i et interview med Adrian Hughes i P1-programmet "Klog på Sprog" sidste år sagde hun: "Er der noget med mere end to knapper, så er jeg fortabt. On og off, det er sådan lige, hvad jeg kan klare at finde ud af". På samme måde har det været offentligt kendt i mange år, at majestæten ikke ejer en mobiltelefon og derfor ikke SMS'er, anvender sociale medier eller surfer på internettet, som mange af os andre. I denne sammenhæng er det måske også værd er bemærke, at dronningen nok ikke har interesse eller flair for moderne it og telefoni, men hun har hellere ikke det store behov for at have det, idet hun råder over en del medarbejdere, der hjælper hende i dagligdagen, herunder med informationssøgning samt personlig og officiel korrespondance.
Venligst
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".