Linse Kessler får dårlig samvittighed: Esben Dalgaard kommer med alvorlig opsang
Endnu engang er Linse Kessler taget på tur rundt i Danmark med en række kendte danskere.
Én af dem er skuespiller Esben Dalgaard, som hun rejser til Bornholm, der betyder meget for ham, med.
Her må den 46-årige skuespiller komme med lidt af en opsang til Linse Kessler.
En udfordring
Esben Dalgaard har allerede fra sit første møde med Linse Kessler annonceret, at deres tur til Bornholm handler om udfordringer.
Derfor udfordrer han hende fra start med noget, som han selv praktiserer.
Hun skal nemlig faste resten af dagen. Noget som han selv benytter sig af.
Det er en udfordring for Linse Kessler, men hun tager imod den med rank ryg, og sammen holder de sig fra at spise før morgenen efter.
En opsang
Da de igen mødes ved morgenbordet og kan nyde en bid mad efter fasten, tager Esben Dalgaard fat i Linse Kesslers spisevaner.
Han har selv et stort fokus på velvære, og det indebærer også hans kost.
- Jeg kunne ikke leve af Linses diæt. Det kunne jeg simpelthen ikke, og jeg forstår heller ikke, hvorfor hun kan. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor hun ikke kollapser. Det virker som om, hun lever af sukker, hvidt brød og hvid pasta. Det går ikke Linse, fortæller Esben Dalgaard i programmet.
Derfor konfronterer han hende med hendes usunde livsstil, og det giver hende dårlig samvittighed.
- Jeg prøver altid at komme udenom sundhedssamtaler. Esben vil jo rigtig gerne tale med mig om det, og jeg kan bare mærke dårlig samvittighed, fordi det er fuldstændig rigtigt det, han siger, fortæller Linse Kessler i programmet.
Da deres tur på Bornholm er ved at være ovre, fortæller Linse Kessler, at hun har tænkt sig at drikke grøntsagssmoothies fremover, fordi hun er blevet inspireret af Esben Dalgaard.
Nye afsnit af ”Linse på tur 2” kan ses torsdage klokken 20.00 på TV3.