Efter kritik af hemmelige handler: Nu udtaler Bruun Rasmussen sig om opsigtsvækkende dokumentar
Bruun Rasmussen møder kritik, efter auktionarius Jesper Bruun Rasmussen selv har købt sager, som auktionshuset har vurderet og haft til opgave at sælge.
Det kommer frem i TV 2s dokumentar “Auktionshusets hemmelige handel”, der blev sendt torsdag aften.
Nu går Bruun Rasmussen ud og tager afstand fra den adfærd, som har eksisteret internt.
Det gør de i en pressemeddelelse med administrerende direktør Jakob Dupont som afsender:
“Bruun Rasmussen er i dag under en ny ledelse og et nyt ejerskab. Ingen i den nuværende ledelse var involverede i sagen. Den i programmet skildrede adfærd er ikke acceptabel. Bruun Rasmussen følger de højeste standarder for integritet.”
I dokumentaren “Auktionshusets hemmelige handel” skildres det, hvordan auktionarius Jesper Bruun Rasmussen i 2013 har købt et Andy Warhol-portræt af den danske rigmand Hans Smith, som Bruun Rasmussen stod for at sælge på vegne af Hans Smiths arvinger.
Portrættet blev ikke solgt på auktionen, men senere blev det købt af en privat samler. Det blev ikke oplyst, at det var Jesper Bruun Rasmussen selv.
En forløb, som fremstilles som dybt problematisk.