Daniel Svensson skal være far: Nu afslører han kønnet
Daniel Svensson kan se tilbage på et hårdt år, der både har budt på en blindtarmsoperation og en kræftdiagnose, men heldigvis er han i dag helt rask.
Nu ser han frem til, at han til næste år skal være far for første gang.
Den tidligere håndboldspiller og hans kæreste, Caroline Alhof, venter barn til næste år, og nu afslører han kønnet.
- Vi skal have en lille søn til februar, og jeg glæder mig helt vildt, siger en begejstret Daniel Svensson til BILLED-BLADET.
Masser af liv i maven
Den 40-årige håndboldekspert kan næsten ikke vente, til de bliver en familie på tre.
- Det bliver det største i verden. Caroline er seks måneder henne nu, og der er masser af liv i maven, siger han med et smil og fortsætter:
- Det er tydeligt, at det er en dreng med masser af energi, men begge forældre er jo også helt tossede med sport. Caroline har også lavet cheerleading på højt niveau i Danmark, så hun har også et elitemindset.
I BILLED-BLADET nr. 48, der er på gaden torsdag den 1. december kan du læse et stort interview med Daniel Svensson, hvor han fortæller om at skulle være far for første gang ovenpå et hårdt sygdomsforløb.