Esben Dalgaard er årets store julekalenderstjerne: Man kan sikkert godt nå kvalmegrænsen!
For første gang i mange år sender både DR og TV 2 her i december en nyproduceret familiejulekalender, og det betyder samtidig, at julekalenderseerne får set en masse til Esben Dalgaard – han medvirker nemlig i dem begge.
- Man kan sikkert godt nå kvalmegrænsen af Esben Dalgaard i december, vil jeg tro, sagde han med et stort smil, da BILLED-BLADET mødte ham til pressemødet forud for premieren på ”Julehjertets Hemmelighed”.
To meget forskellige roller
Her spiller han den fine Erik Lindestrup, der driver herregården Lindestrupgaard, mens han i ”Tinka og Sjælens Spejl” genindtager rollen som bulderbassen Grot.
- Jeg elsker det, og de to universer er meget forskellige. Det er et meget moderne univers og et klassisk, gammelt univers. Det er to helt forskellige serier, og derfor tror jeg også, det kommer til at blive rigtig fint. Jeg tror, at mange børn ikke vil ane, at det er mig der spiller begge roller, fortalte Esben Dalgaard i november.
- Jeg har for vane ikke at se de ting, jeg laver, men her er jeg indlagt til det, for det er en familietradition. Det gør vi også, når jeg ikke er med. Det er skidehyggeligt og neddroslende at sidde der og nærmest holde i hånd og spise knas og se det sammen, lød det videre fra den 46-årige skuespiller, der er gift med Charlotte og far til to døtre.