Dronning Margrethe på privat decemberophold: Her julehygger hun
Der venter dronning Margrethe nogle dejlige og afslappende dage i London med masser af julehygge i den kommende uge.
Dronningen er nemlig, ifølge kongehuset, lige nu på sit traditionsrige private decemberophold i den engelske hovedstad.
Imens træder kronprins Frederik og prinsesse Benedikte i dronningens sted som henholdsvis regent og rigsforstander.
Spændende besøg
Dronning Margrethe begyndte sit opholdt med et officielt besøg i Den Danske Kirke i London, hvor Majestæten deltog i en festgudstjeneste.
Her kunne hun for første gang opleve den messehagel, som hun har designet til kirken.
Tiltrængt juleferie
Efter søndagens kongelige opgave venter der nu dronningen en hyggelig lille juleferie, der sikkert er tiltrængt efter en travl periode med blandt andet regeringsjubilæumsfejringer, en stor kongejagt, repremieren og arbejde med "Nøddeknækkeren" og andre kongelige opgaver.
Viderefører tradition
Hvis dronning Margrethe gør, som hun plejer, hygger hun sig i det julepyntede London med at handle julegaver og købe den engelske julekage, som altid bliver serveret på det kongelige julebord juleaften.
En tradition, dronningen har ført videre fra sin mor, dronning Ingrid.