Anne Hjernøes julemiddag er traditionel, men i år tilføjes en ny anderledes ret
Anne Hjernøe er kendt for sine gode evner i et køkken, som hun har vist i tv-programmer som ”Annemad” og ”Anne og Anders”.
Når julemiddagen skal ordnes, er hun også i køkkenet. Men i år tilføjes der en ny ret til de traditionsrige.
Et alternativ
Anne Hjernøe skal holde jul hjemme hos sig selv med sin mand Folmer og deres datter Camille på 20 år. De får også selskab af Annes mor, søster, svoger og niecer.
Når de skal spise, er der and med alt hvad der tilhører, og så slutter de af med risalamande og kirsebærsovs.
I år kommer der formentlig en ny ting på bordet, og det står hendes datter Camille for.
- Jeg spiser ikke kød. Jeg laver min egen sovs fra bunden. I år tror jeg, at jeg skal finde et alternativ, for de seneste år har jeg faktisk bare spist tilbehør, fordi der er så meget, og det er så lækkert. Men jeg tror, jeg skal finde på en linsepostej, fortæller Camille Hjernøe til BILLED-BLADET.
For Anne Hjernøe er det kun et plus, at der dukker nye retter op juleaften.
- Det er dejligt. Det er spændende. Vi kan alle sammen blive klogere, fortæller hun.
Mislykket forsøg
Camille har andre gange forsøgt at tilføje nye ting på julebordet. Det er bare ikke hver gang, at det er en stor succes.
- Jeg prøvede at indføre chips et år, men det gik ikke så godt, fortæller Camille.
- Nej, det gik ikke. Vi prøvede et år, fordi Camille gerne vil prøve det, men der var ikke rigtig efterspørgsel. Hvis man vil have chips, kan man jo spise dem før maden med en lille dip og en gintonic, svarer Anne Hjernøe.