Her er forklaringen: Derfor er kronprins Frederik regent og ikke rigsforstander
Når dronning Margrethe som regerende monark er bortrejst eller på anden vis forhindret i at udføre sine opgaver som statsoverhoved, indsættes en stedfortræder.
I øjeblikket er kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Benedikte udnævnt til at kunne ’vikariere’ for dronningen. Men én skiller sig ud fra de tre andre – nemlig kronprins Frederik.
Mens kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Benedikte er rigsforstandere, er kronprinsen regent.
I Danmark skelner vi nemlig mellem tronfølgeren og de øvrige stedfortrædere. Anderledes ser det ud, hvis man kigger mod Sverige, hvor de alene bruger begrebet rigsforstander – også om tronfølgeren, kronprinsesse Victoria.
Kronprins Frederik er selvskreven som stedfortræder for dronning Margrethe – medmindre han selv er forhindret, så træder en rigsforstander til.
Både kronprinsen og de tre rigsforstandere udfører dronning Margrethes opgaver i hendes navn og har derfor de samme beføjelser og forpligtelser. Det indebærer blandt andet at underskrive love, holde audiens og at udnævne og afskedige ministre.
Både kronprins Frederik og prins Joachim blev udnævnt som henholdsvis regent og rigsforstander, da de fyldte 18 år. Det samme gjorde prinsesse Benedikte.
Kronprinsesse Mary blev rigsforstander i 2019.